Historie

Det danske SPF-system, der blev etableret i 1971, har markeret sig som et af verdens mest enestående produktions- og sundhedssystemer. I modsætning til SPF-systemer i andre lande, har det i Danmark været muligt at forene de kommercielle interesser med de sundhedsmæssige. Det er sket på grundlag af et fast regelsæt for smittebeskyttelse, sundhedskontrol og transport af svin mellem besætningerne.

"SPF" betyder Specifik Patogen Fri, dvs. svinene er fri for visse nærmere definerede sygdomsfremkaldende mikroorganismer. Disse kan yderligere kun ramme svin, hvilket udnyttes i den smittebeskyttelse, der etableres ved besætningerne.

Opbygning

SPF-systemet er grundlæggende bygget op efter princippet om, at sundhedstatus er deklareret for de tilsluttede besætninger. Al omsætning og transport af svin mellem besætninger sker under hensyn til den kendte sundhedsstatus. SPF-SuS holder styr på alle besætningernes sundhedsstatus. Der er i dag tilsluttet ca. 3700 besætninger.

Sygdomme der deklareres

Det danske SPF-systems tilknyttede besætninger deklareres for frihed eller forekomst af følgende sygdomme:

  • ondartet lungesyge (Ap-typerne 1-10 og 12)
  • alm. lungesyge (mykoplasme lungesyge)
  • svinedysenteri
  • nysesyge
  • PRRS (DK og Vac)
  • lus
  • skab

Endvidere deklareres niveauet for salmonella og ødemsyge efter nærmere fastlagte regler.

Alle tilknyttede SPF-besætninger er underlagt "SPF-Sundhedsregler for SPF-besætninger".

Konventionelle besætninger, der har PRRS-status, er underlagt "Regler for PRRS-deklaration".