Den vigtigste hjørnesten i SPF-produktion er beskyttelsen af svinene mod smitte. Jo bedre og mere effektiv smittebeskyttelsen er, jo højere sikkerhed er der for, at svinene ikke smittes med de sygdomme, som de er født fri for.

Uønskede smitstoffer kan komme fra svin med lavere status, via luften fra andre svinebesætninger eller fra et omgivende nærmiljø.

Derfor gælder det om at bryde smittekæden og etablere en barriere mellem inde og ude, mellem rene og urene områder.

Denne barriere gennembrydes ved følgende handlinger:

  • Personadgang til staldene
  • Indførsel af svin, herunder transport
  • Udlevering af svin
  • Indlevering af foder og strøelse
  • Fjernelse af gødning
  • Indlevering af hjælpemidler

Desuden har afstand til anden svinebesætning en betydning. SPF-reglerne fokuserer derfor netop på disse forhold.

Der er større krav til smittebeskyttelsen ved røde besætninger end ved blå. Bl.a. til afstand og til ind- og udlevering af svin.

De detaljerede regler og vejledning om smittebeskyttelse kan læses i SPF-Sundhedsreglerne.