Karantænerum
Karantænerum nedsætter risikoen ved indkøb af avlsdyr markant. Man nedsætter risikoen ved indkøb med en faktor 7 ved at tage dyrene igennem et karantænerum i forhold til at sætte dyrene direkte ind i besætningen.
Karantænerums effektivitet

Det er muligt for alle, som indsætter dyr i karantænerum fra en rød besætning, at få frigivelsen styret af SPF-SuS.
Køberen eller transportøren skal blot give SPF-SuS meddelelse om, hvem der har købt, og hvem der har solgt dyrene, og hvornår dyrene er transporteret. SPF-Transportøren sørger normalt for indberetningen. Skemaet til indberetningen ligger her.
Undgå afledt Betinget Status med karantænerum
Ved at indsætte avlsdyrene i et karantænerum, får din sobesætning ikke afledt betinget status, når den røde leverandør får det - kun dit karantænerum. Dermed kan smågrisesalget fortsætte.
Blodprøver kun hos leverandøren
Dyrene skal altid gå i karantænerummet i minimum 42 dage. I denne periode skal både dyrene i karantænerummet og i leverandørbesætningen undersøges for tegn på sygdom. I leverandørbesætningen skal der også udtages blodprøver for Myc, Ap2, Ap6, PRRS og salmonella.
Alle røde besætninger bliver derfor sundhedskontrolleret og blodprøvet hver måned. Men man kan ikke altid være sikker på, at dyrene frigives lige på dag 42 efter indsættelsen. Der skal gå 28 dage, fra dyrene er indsat i karantænerum, indtil der kan udtages blodprøver for Myc i leverandørbesætningen. Hvis modtagerbesætningen er Myc-positiv, skal der blot gå 14 dage, indtil blodprøverne kan tages.
For at være sikker på, at karantænerummet er tømt, før de næste avlsdyr indsættes, skal man undgå for stramme leveringsaftaler.
Når man har en SPF-besætning, som er positiv for Myc, bør man ikke indgå leveringsaftale på under 8 uger. Tilsvarende bør leveringsintervallet ikke være under 10 uger, når man har en SPF-besætning, som er fri for Myc.
Undertiden opstår der mistanke om sygdom, og der indføres betinget status i leverandørbesætningen. Her er det en stor fordel at have karantænerum, da sobesætningen ikke rammes af leverandørens betingede status.
SPF-SuS udsender orienteringsbreve
For at køberne kan vide, hvis der er betinget status eller statusskift hos leverandøren, sender SPF-Sundhedsstyringen rutinemæssigt orienterende breve om dyrene. Brevene er forsynet med et trafiklys.

Rødt lys betyder, at der er afledt betinget status, og at der er fare for, at dyrene skal sættes ud for at redde besætningen.

Gult lys betyder betinget status hos leverandøren, og brevet skal betragtes som en orientering.

Grønt lys betyder, at alle prøver er i orden, og at du kan tage dyrene ind i din besætning.
Til toppen